Det er helt normalt, at man som voksen kun ved ganske lidt om, hvordan ens mor og fars liv var, før de fik børn. Men der er god grund til at tage snakken op, mener familiepsykolog Ulla Dyrløv. Udover at komme tættere på dine forældre, kan det også lære dig noget om dig selv.

Hvordan oplevede din mor sin barndom? Hvad tænkte din far, da han fik sit første barn? Og hvad ville de gøre om, hvis de fik muligheden? Det er langt fra alle, der ved, hvordan deres forældres liv var, før de selv blev en del af det – heller ikke som voksen.

Ifølge børne- unge- og familiepsykolog Ulla Dyrløv, som driver Familiepsykologisk praksis i Søborg, er årsagen typisk, at forældrenes historier hurtigt kan blive ”voksenkedelige” at lytte til, når vi er børn, og heller ikke er videre interessante i ungdomsårene, hvor vores hoveder er propfyldte med alverdens andre tanker. Og det er lige, som det skal være.

Når vi selv bliver voksne, kan det dog være både spændende og hyggeligt at tage snakken op i familien. Udover at komme vores forældre nærmere, er det i dette stadie af vores liv, vi virkelig kan bruge og trække på de oplevelser og erfaringer, de kan fortælle om deres. Måske det endda kan gøre os klogere på, hvem vi er og gerne vil være.

Læs med her, hvor familiepsykologen giver sine bedste råd til, hvordan man tager hul på samtalen, og hvad der især kan være godt at vide.

Tættere på ophavet
Vis mig din familie, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Oprindeligt går sætningen egentlig på venner, men også denne version giver mening i mange tilfælde. Man kan nemlig lære en hel del om sig selv ved at vide, hvor og hvad ens forældre kommer fra, fortæller Ulla Dyrløv:

”Det giver en helhedsforståelse, at man ved noget om sine forældres liv – både i den betydning at man lærer sine forældre bedre at kende, og at man bedre forstår, hvad man kommer af eller fra. Måske man også kan genkende nogle ting hos sig selv, fx omkring børneopdragelse, hvordan man er over for sine børn, og hvordan man reagerer der. Det vi går videre med, er i høj grad det, vi selv er blevet opdraget med, både de gode og dårlige ting, og så kan man jo måske være heldig at få brudt med nogle mønstre.”

”Fra forældrenes perspektiv er det jo også altid dejligt, når der er nogen, der er nysgerrig på ens liv. Og for hver gang man fortæller noget, hvis det er hårdt især, så er det samtidig en bearbejdning af det hårde. Egentlig synes jeg altid, det er forældrene, der skal tage den op. Men altså, hvis de ikke gør det, så må børnene jo, når de er blevet voksne.”

Normalt er det også først som voksen, at lysten kommer til at spørge nærmere ind til sine forældre, og det er der intet galt i, fastlår familiepsykologen. Tværtimod. Samtidig er det vigtigt at have med i baghovedet, at det er umuligt at finde ud af alt. Det ved hun selv, efter hun mistede sin mor for fire år siden.

”Det gør en meget stor forskel, at man selv er blevet voksen, når man tager den slags samtaler med sine forældre. Man forstår først rækkevidden af det at være forælder og at have et levet et liv, når man er voksen. Så kan man måske putte noget af det ind i sit eget liv – ikke fordi alt skal kunne bruges af en selv, men det øger da interessen. Man er også på et helt andet erkendelsesniveau.”

”Selvfølgelig er der nogle ting, man ikke får spurgt om, fordi man først kommer i tanke om dem senere i livet, og der må man bare tænke: Man kan ikke spørge om alt eller på forhånd vide alt det, man løber ind i, og det skal man heller ikke. Man skal også have et liv, og så må man tale med dem, efter de er døde. Jeg går ned til sundet, min mor blev strøget ud over, og så taler jeg der. Der er også nogen, der tror på Gud, og så kan man jo snakke opad.”

Også plads til det svære
Har ens mor og far aldrig taget initiativ til at fortælle om deres opvækst og liv, kan det måske være svært at finde ud af, hvordan man lige griber det an. Men det skal ikke holde en tilbage, siger Ulla Dyrløv. Hun foreslår, at man fx aftaler en billedaften, eller på anden vis starter med at spørge ind til, hvordan forælderen holder fast i sin opvækst.

”Hvad man herefter vil spørge om, kommer an på, hvor man står i livet, men man bruger jo ofte sine forældre til at se sig selv igennem. Jeg synes altid, det er vigtigt at høre, hvilke tanker forældrene har gjort sig om relationen til barnet. Det er noget, som tit kan rumstere senere. Selvfølgelig er det også interessant at høre om det historiske, men det meste af det kan man jo læse sig frem til eller se i fjernsynet. Jeg synes, det der er vigtigt, er det, du ikke kan få fat på nogen som helst andre måder, og det er forældrenes personlige oplevelse.”

”Det er ikke bare okay også at spørge ind til de svære ting – det synes jeg, man skal gøre! Det kan være, at ens forælder siger, at de ikke har lyst til at tale om det, og så må man respektere det. Så kan man eventuelt i stedet sige: Kunne du tænke dig at skrive om det? Det kan jo godt være, at det er for svært at snakke om, men at man egentlig gerne vil formidle det på en anden måde.”

Og det at køre snakken i et format, der efterfølgende er muligt at gemme, anbefaler familiepsykologen generelt. Det er en god og nem måde at undgå, at noget går tabt, når forældrene ikke længere er her.

”Man kan også optage samtalen på sin telefon, så man er sikker på, det ikke bliver lige sådan bliver glemt. Det ville jeg ønske, jeg havde gjort med min mor. Der er mange ting, jeg ved, hun har fortalt mig, fordi jeg har spurgt meget, men jeg kan simpelthen ikke huske det i dag.”

Ikke for enhver pris
Selvom det kan være givende at lære mere om, hvor man kommer fra, er det ifølge Ulla Dyrløv ikke alle, der absolut skal åbne op for snakken. I nogle familier kan årelange konflikter gøre, at den langt fra vil flyde let, og her er det helt okay at overveje, om det er det værd – eller om det vil blive endnu en ubehagelig oplevelse i rækken.

”Har man en konfliktfyldt relation til sine forældre, bør man ikke nødvendigvis tage den her snak op, og det er jo måske lidt kontroversielt. Men der er bare nogen forældre, der ikke har været okay og heller ikke bliver det, bare fordi de bliver gamle, så jeg synes ikke, man skal tage snakken for enhver pris.”

”Enten skal konflikten afholde en fra det, eller også skal man få relationen på plads først. Men hvis ikke forældrene er villige til at prøve, så skal det voksne barn heller ikke. Det er nødvendigt at tage fat i det konfliktfyldte, før man kan nå til: Nu vil jeg gerne høre om din barndom, din opvækst og alle de ting. Det kan man ikke, hvis ikke man først får talt om elefanten i rummet. Relationen kommer først.”

Brug den nære omgangskreds
Andre oplever, at spørgsmålene de ønsker svar på, først kommer, når forældrene er gået bort. Det skal man først og fremmest aldrig have dårlig samvittighed over, påpeger Ulla Dyrløv. Og faktisk behøver det ikke nødvendigvis at være lig med, at man aldrig får svar.

”Når man ikke at spørge ind til de ting, man gerne vil vide, før forælderen ikke er her mere, kan man spørge rundt i den nære omgangskreds i stedet. Jeg har to storesøstre, som kan huske mere end mig, men fortællingerne er selvfølgelig fra deres perspektiv.”

”Hvis ikke man har fået taget den her snak, og nu har mistet sine forældre, skal man ikke sidde med dårlig samvittighed og ærgre sig. Måske man i stedet kan bruge det som en mulighed til at opsøge sin moster, sin fars kammerat, eller hvem det nu kunne være og få lidt at vide derigennem. Man kan sagtens gribe fat i nogen, hvis man mangler svar – også selvom man ikke lige har kontakt til dem. Så kan man jo tage den. Det er let via Facebook eksempelvis.”

”Ellers kan man også bruge det til at begynde at spørge sine egne børn, om der er noget, de gerne vil vide – eller endda begynde at skrive sin livshistorie eller lave videooptagelser. Måske spørgsmålene og tankerne kan fungere som en reminder om, at man ikke selv kun er et barn, men også en voksen i sine egne børns liv, og få en til at række ud til dem.”

Min Sidste Vilje kan være en hjælp for pårørende, der skal træffe de svære valg, som er nødvendige, når der skal planlægges en begravelse/bisættelse. Se mere her http://tester.begravelsedanmark.dk/min-sidste-vilje/

 FIND DIN LOKALE BEDEMAND

RING DØGNET RUNDT

52 112 112